---
title: "Inatsisartut-medlemmer på orienteringsbesøg hos Iserit A/S"
description: "Besøget gav mulighed for at præsentere selskabets drift, aktiviteter og fremtidsplaner."
date: "2026-10-29"
created: "2026-10-29"
---

[Hjem](https://da.iserit.gl/)

                    [Nyheder fra Iserit A/S](https://da.iserit.gl/nyheder-fra-iserit-as)

                [Inatsisartut-medlemmer på orienteringsbesøg hos Iserit A/S](https://da.iserit.gl/nyheder-fra-iserit-as/inatsisartut-medlemmer-paa-orienteringsbesoeg-hos-iserit-as)

# Inatsisartut-medlemmer på orienteringsbesøg hos Iserit A/S

### **Den 28. oktober 2026 havde Iserit A/S besøg af tre medlemmer af Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg. Besøget gav mulighed for at præsentere selskabets drift, aktiviteter og fremtidsplaner samt drøfte Iserit A/S' rolle i den grønlandske boligsektor.**

**![](https://da.iserit.gl/i/MOLIRIMEDIA/cb052f9d-d4a7-487d-80f4-8906853cf723?width=800)**

*På billedet ses fra venstre: Udlejningschef Najánguak Johansen, direktør Torben Kortegaard, afdelingsleder for Controlling, IT og Udvikling Ivalo Egede samt Inatsisartut-medlemmerne Kuno Fencker, Hans Erik Enoksen og Margrethe Thårup Andersen.*

Medlemmerne Kuno Fencker, Hans Erik Enoksen og Margrethe Thårup Andersen besøgte Iserit A/S i Nuuk, hvor de blev taget imod af direktør Torben Kortegaard, udlejningschef Najánguak Johansen og afdelingsleder for Controlling, IT og Udvikling Ivalo Egede.

Formålet med orienteringsbesøget var at give medlemmerne et indblik i selskabets daglige drift, igangværende aktiviteter og forventninger til fremtiden.

**En vigtig rolle i boligforsyningen**

Iserit A/S er 100 % ejet af Kommuneqarfik Sermersooq og administrerer omkring 2.600 lejemål fordelt på Nuuk, Paamiut, Tasiilaq, Ittoqqortoormiit og de omkringliggende bygder.

Som kommunalt ejet boligselskab har Iserit A/S både en vigtig driftsmæssig og samfundsmæssig opgave. Ud over den daglige administration og vedligeholdelse af boliger arbejder selskabet med at udvikle boligforholdene og imødekomme forskellige boligbehov i kommunen.

Under besøget blev der også talt om samarbejdet med Kommuneqarfik Sermersooq og selskabets fortsatte udvikling.

**God og konstruktiv dialog**

Direktør Torben Kortegaard glædede sig over besøget og muligheden for at fortælle om selskabets arbejde.

Han fremhævede, at det altid er positivt, når politiske beslutningstagere viser interesse for de grønlandske virksomheders aktiviteter og udvikling.

Besøget bød på en god og konstruktiv dialog, hvor der blev stillet relevante spørgsmål til både den daglige drift og selskabets fremtidige aktiviteter.

Iserit A/S takker medlemmerne af Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg for besøget og interessen for selskabets arbejde.

* * *
